Jeg har lige skrevet SSO – en større skriftlig opgave.. jeg havde her valgt at jeg ville skrive om fødselsdepression i Psykologi. et emne jeg selv har haft inde på livet, så det var undervejs hårdt! men jeg føler at jeg afsluttede mit eget “forløb” da jeg afleverede den opgave.

Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg temmelig ung fik mit første barn, nogen ville endda nok sige at jeg kun var et barn. men uanset om folk ville det eller ej, så blev jeg mor…
Kommunen skulle naturligvis undersøge om jeg egnede mig som mor, de hentede oplysninger ind fra læge, skole osv. kort efter jeg fødte Zack kom min sagsbehandler for at holde et møde, det viste sig overraskende nok at det var et afsluttende møde, vi skulle her skriver under på at vi ikke længe skulle følges.
Dét var nok den største lettelse jeg har følt! man håbede og troede at vi nu skulle være de forældre vi ønskede. men nej.. sundhedsplejersken hang fast.
Den her sundhedplejerske var bestemt ikke fan af unge forældre.. og det var jo “desværre” hvad jeg var.
Hun sagde gentagende gange at jeg ikke på nogen måde kunne være i stand til at være mor, når jeg var så ung. måske havde hun ret?

Da vi skulle have vores andet barn Zoe Mynthe, var det hele umiddelbart perfekt. Morten  var ved at være færdig med sin uddannelse, vi boede i et fint hus, jeg var godt igang med min HF og ikke mindst, vi var ENIGE om at vi skulle have et barn!

da jeg testede positiv var jeg rystende nervøs for det hele. Ville Morten egentlig det her? Troede folk at dette var endnu et uheld? Kunne jeg være mor til to?

uanset hvad så glædede jeg mig til dette barn kom til verden!
Jeg begyndte at kaste op kort tid efter jeg havde testet, hverdag indtil uge 22, samtidig fik jeg (meget) tidligt bækkenløsning. jeg kunne pludselig ikke længere være den mor jeg ønskede. jeg begyndte at tænke tilbage på dengang jeg var gravid med Zack. jeg tænkte på dengang sundhedsplejersken fortalte mig alt det jeg ikke ville være i stand til.
Det ramte mig hårdt! virkelig hårdt!

Hun havde jo ret. jeg kunne ikke være mor, hverken dengang eller nu…

Da jeg havde født dullen, var alt som det skulle være, denne gang havde Morten TRE!!!! ugers barsel, hvor han sidst havde den dag Zack blev født. han var ligepludselig hjemme og en del af den første tid.
Da sundhedsplejersken ringede for at aftale en tid til det første møde, (en anden sundhedsplejerske) en lille uges tid efter Zoe var kommet til verden, blev jeg igen nervøs.
Jeg havde dette lille barn som jeg allerede elskede helt ubeskrivelig højt, hun var mit lille barn, men jeg var sikker på at jeg ville miste hende! Kommunen ville komme og tage hende, for jeg var ikke i stand til at være mor.

Jeg er nu kommet over på den anden side, og jeg prøver at lære mig selv, at uanset hvor mange gange man roller forbi noget på sociale medier, “familie eksperter” eller bare skide irriterende “kloge” folk, så findes den perfekte familie ikke. og i så fald er det så ikke bare en familie hvor man er der for hinanden? jeg elsker min lille familie, men det har også været en lang og sej kamp for mig at nå dertil hvor jeg kan læne mig tilbage, kigge på mine børn og bare NYDE… Uden at lade mig gå på af folks kommentarer eller Danmarks normer. Kampen er langt fra slut, min rejse som den mor jeg gerne vil være er kun lige begyndt men en dag nærmer jeg mig og så kan jeg kigge tilbage på vores start og være stolt.